Ledige pladser på Film- og medieuddannelsen

Diplomstuderende i UCC

02/03/2010

Ledige pladser på Film- og medieuddannelsen

Til efteråret får et nyt hold lærere, konsulenter og andre med interesse for film- og medieundervisning mulighed for at uddanne sig til film- og mediepædagogiske vejledere.

Film- og medieuddannelsen er navnet på det helt unikke videreuddannelsesforløb, der for fjerde år i træk udbydes i et samarbejde mellem Station Next, Det Danske Filminstitut og Professionshøjskolen UCC.

- Unikt er samarbejdet mellem DFI, Station Next og UCC og den tværfaglige tilgang. Underviserne kommer fra alle tre områder, og omdrejningspunkter i uddannelsen er filmproduktion og filmanalyse samt mediepædagogik og mediedidaktik, fortæller lektor Ole Christensen fra Professionshøjskolen UCC.

Film- og medieuddannelsen er den eneste af sin art i Danmark, der kombinerer praksis og teori med et mediepædagogisk og didaktisk perspektiv. De studerende lærer at producere film, de får udbygget deres teoretiske viden og analytiske færdigheder og bliver samtidig bedre rustet rent pædagogisk til at undervise og vejlede i film- og medier.

- Rollefordelingen er som et Kinderæg. I en æggeskal af det bedste fra den mediepædagogiske verden fra UCC på den ene side, og det filmteoretiske og analytiske fra Det Danske Filminstitut på den anden side, ligger den praktiske og filmfaglige kerne i midten, som vi leverer fra Station Next med proffe filmfolk, fortæller Ulrik Krapper, leder af Station Next i Filmbyen.

Det sker med afsæt i tre moduler fra den pædagogiske diplomuddannelse:
• Medieproduktion og analyse
• Mediekultur
• Fortællinger og genrer.

På uddannelsen arbejdes med forskellige produktions- og formidlingsformer, herunder mobile medier og webbaserede læringsværktøjer. Og der veksles mellem tilstedeværelsesundervisning, blandt andet et produktionsforløb på Station Next i Filmbyen samt virtuel vejledning. I fokus er arbejdet om, med og i medier i et professionsperspektiv, det vil sige i forhold til den enkelte studerendes egen praksis.

- Fra de tre første år er det vores erfaring, at film- og medieuddannelsen især tiltaler konsulenter, medievejledere, skolebibliotekarer og andre fagpersoner, der arbejder med film og medier i en pædagogisk praksis. Der er tale om en meget blandet og kompetent gruppe, der kommer fra alle steder i landet. Det skaber en helt særlig intensitet, og det stiller store krav til os alle sammen – ikke mindst til underviserne, supplerer Ole Christensen.

Ulrik Krapper slutter med at sige følgende om samarbejdet mellem Station Next, Det Danske Filminstitut og Professionshøjskolen UCC:

- I min optik er samarbejdet om uddannelsen et rigtig fint bud på, hvordan det kan lykkes at skabe relevante og helstøbte uddannelser med relevant vekslen mellem teori og fagligt funderet praksis, og jeg håber, at kunne få endnu flere hold op at stå de kommende år, så endnu flere undervisere kan tilbyde en kvalitetsfyldt og sammenhængende medieundervisning.

Film- og medieuddannelsen varer et år på deltid med start i efteråret 2010 og afslutning i foråret 2011. Tilmeldingsfristen er den 1. maj 2010.

For yderligere information kontakt institutsekretær Betina Rasmussen, 41 89 81 52, BERA@ucc.dk
 

Læs flere nyheder