Optagelse og adgangskrav

Søg ind på læreruddannelsen

Vil du søge om at blive optaget på læreruddannelsen, sker det gennem Den Koordinerede Tilmelding (KOT). Find ansøgningsmateriale på http://www.optagelse.dk/. Afhængig af din baggrund kan du søge om optagelse via kvote 1 eller kvote 2.

I kvote 1 bliver du optaget på baggrund af din gymnasiale eksamen. Ansøgningsfristen for kvote 1 er 5. juli kl. 12.00.

I kvote 2 bliver du optaget på baggrund af dine samlede kvalifikationer. Ansøgningsfristen for kvote 2 er 15. marts kl. 12.00. Ansøgere med udenlandske og internationale eksamener skal også søge inden 15. marts.

Hvem bliver optaget?

Adgangskravet til uddannelsen er en adgangsgivende eksamen, dvs. studentereksamen, HF, HTX eller HHX gymnasielt indslusningskursus GIF eller tilsvarende udenlandsk gymnasial uddannelse. Det gælder både, hvis du vil søge i kvote 1 eller i kvote 2.

2009 er første år, hvor ansøgere der starter senest to år efter den adgangsgivende eksamen, får ganget deres oprindelige karaktergennemsnit med 1,08 – en såkaldt bonus for tidlig studiestart.

Hvis du ikke har en adgangsgivende eksamen, kan andre aktiviteter komme dig til gode, og du kan du søge optagelse på dispensation. Du kan læse mere om optagelse på dispensation på det enkelte uddannelsessted.

Adgangskrav til linjefagene

Der er adgangskrav til linjefagene på læreruddannelsen. Derfor er det vigtigt, at du orienterer dig om adgangskravet til de linjefag du ønsker at læse, så du har forudsætningerne for at følge niveauet i undervisningen.

Overordnet betragtet skal du i de relevante forudgående gymnasiale fag have opnået mindst én karakter på 7 på B-niveau eller 02 på A-niveau - enten ved prøve eller som afsluttende standpunktkarakter/årskarakter. I dansk skal du dog have opnået mindst én karakter på 7 på A-niveau.

Hvis du ikke opfylder de formelle niveau- og karakterkrav, kan du optages på et linjefag ud fra uddannelsesstedets vurdering af dine samlede realkompetencer, herunder blandt andet relevant undervisningserfaring.

Har du ikke på forhånd de nødvendige faglige forudsætninger for at følge et bestemt ønsket linjefag, kan du kvalificere dig gennem gymnasiale suppleringskurser. Disse kan gennemføres i sommerferien eller efter optagelsen på læreruddannelsen. Du skal opfylde de faglige forudsætninger, før du kan blive optaget på et givent linjefag.