Slip N'erne løs
En klam og kold efterårsformiddag på Hvidovre Hospital er konsulent fra KLEO Niels Erik Hulgård Larsen i færd med at undervise et afsluttende hold af sygeplejerskeledere. Frem og tilbage mellem de studerende og ham går debatten om vilkårene for offentlige ledere, og han formulerer tankerne om N’erne. Tilsammen udgør de en ledelseskanon, der handler om, hvornår du som offentlige leder er allerbedst!
Hulgårds ledelseskanon:
- Nerve: Du vil noget med din virksomhed: You can’t start a fire without a spark. Du går kontant og med en kant til en sag. Du er loyal og udfordrer systemerne inden for rammerne. Du engagerer dig og vender og drejer nye tiltag for at få det bedst mulige frem. Du har mod og autencitet.
- Netværk: Du vil dette 'noget' sammen med andre: Du gør arbejdet i sammenhæng med andre. Du deler udfordringer med lederkolleger. Du benytter dig af supervision og deltager aktivt i debatter, når du håndterer dilemmaer og paradokser. Du deltager ikke i klynkeklubber, men bruger andre til at finde svar.
- Nærvær: Du er tydelig, synlig og tilgængelig: Du er til stede i nuet, du fylder godt i landskabet og har en fantastisk humor. Du er til stede over for andre mennesker. Du har mod til at vise dig selv.
- Nysgerrighed: Du er oprigtigt interesseret i verden: Du stiller spørgsmål og tør vise den naive interesse for ”hvad foregår i din verden?” Du husker fortællingen og ikke kun det, der bliver sagt! Nysgerrighed er også at udstyre sig selv med et besvær. Du er ikke bange for det besvær.
- Nytte: Du gør en kvalitativ og opgaverelevant forskel: Din indsats nytter. Dit arbejde giver mening og har en målbar nytteværdi. ”Der skal være noget hø til geden i det, der bliver gjort og sagt”. Du minimerer mængden af varm luft.
- Næstekærlighed: Du er overbærende med fejltrin. Du dræber ikke kreativiteten ved hele tiden at finde fejl. Du forstår, at det er i orden at lave fejl – når blot man har gjort sit bedste. Du er også overbærende med egne ledelsesmæssige fejltrin. Du tør sige goddag til konflikter, tør sige, at ting kunne være gjort bedre, men respekterer samtidig forskellige opfattelser.
- Naivitet: Du gør det, der ikke umiddelbart lader sig gøre: Du er ikke blåøjet naiv, men du er åben over for andre impulser. Du har humor og selvironi. Du tror ikke på de hurtige løsninger, men tør tro på, at femte gang kan være netop den gang, hvor det hele lykkes.
Af journalist Trine Wiese, 3. februar 2010
