Giv plads til eksperimenter
Der bruges mange kræfter på dokumentation og kontrol i den offentlige sektor. Men skal kreativitet og innovation have plads, er det nødvendigt at løsne kontrollen på udvalgte områder, siger udviklingskonsulent Jens Saarup.
Blomstrende eksperimenter og ideudvikling trives ikke med faste grænser og stramme kontrol- og dokumentationssystemer. Blandt andet derfor har kreativitet og innovation indimellem svære vilkår indenfor velfærdsfagene.
”På for eksempel sygehuse og plejehjem bruger ledere og medarbejdere mange kræfter på kontrol og dokumentation. Og her kan det være en fordel at udvælge afgrænsede områder, hvor der kan løsnes op for kontrolapparatet og til gengæld skrues op for eksperimenter og innovationsprocesser,” siger Jens Saarup, der er udviklingskonsulent ved Institut for ledelse og organisationsudvikling, KLEO, Professionshøjskolen UCC.
”Begynd at skelne mellem legitime fejl og illegitime fejl og sig dermed, at lige her kan vi godt tåle, at der opstår fejl, så her åbner vi op for eksperimenter,” råder udviklingskonsulenten.
Kreativitet som ledelsesdisciplin
Innovation og kreativitet er stille og roligt ved at blive en afgørende ledelsesdisciplin for velfærdsledere. Men der er et stykke vej at gå endnu. For eksempel oplever kun hver fjerde kommunale udviklingskonsulent i dag, at der er meget fokus på at få en innovativ kultur. Og når kommunal innovation ikke er så udbredt, skyldes det først og fremmest mangel på opbakning fra ledelsen.
Kreativitet og innovation kommer nemt bagerst i køen i en lang række af vigtige opgaver, forklarer Jens Saarup: ”I dag skal man typisk planlægge og rapportere i årscyklus, og når en aktivitet ikke har et positivt payoff inden for en begrænset tidshorisont, bliver den nemt prioriteret ned. At arbejde med kreativitet og innovation er en langtidsinvestering. Og det kræver en helt bevidst strategi fra topledelsens side, hvis der skal arbejdes målrettet på at skabe en kreativitetskultur i virksomheden."
Betragt kreativitet som en rettighed
Når hverdagen kværner derudaf med heftig opgaveløsning og utallige krav om effektivitet, er det sin sag at tænke nyt og eksperimenterende. Men tving alligevel dig selv til at tænke tid og rum til kreativitet som en rettighed for medarbejderne, lyder en anden opfordring til ledere i den offentlige sektor fra Jens Saarup.
”Får du styr på at lede de kreative processer, vil du komme på forkant med dagsordenen i det offentlige, hvor der i stigende grad er krav om at udvikle nye og gode ideer,” siger udviklingskonsulenten.
Behov for nye løsninger
Behovet for innovation i kommuner og regioner bunder i, at vi får færre ansatte i den offentlige sektor, og at opgaverne dermed skal løses med færre hænder. Samtidig tyder alt på, at skatten – uanset regeringens partifarve – vil blive holdt i ro. Så der bliver ikke så mange skattekroner at arbejde med.
Snart vil den offentlige sektor tilmed blive målt og vejet på, hvor god den er til at arbejde med innovation, varsler videnskabsminister Helge Sander:
”Vi har iværksat et fælles, nordisk projekt med at udvikle nye redskaber, så vi kan måle innovation i det offentlige og sammenligne på tværs af landegrænser,” siger videnskabsministeren, der dermed også vil kortlægge, om innovation i det offentlige har lige så positive effekter på produktionen, som det er tilfældet i det private erhvervsliv.
Kreativitet kan læres
I kølvandet på det stigende politiske fokus er der ved at ske en rehabilitering af begrebet kreativitet inden for velfærdsprofessionerne, vurderer Jens Saarup.
”Tidligere har kreativitet været noget, der var tålt, og som vi trak lidt på smilebåndet af. Men nu er flere blevet bevidste om, at kreativitet er en evne, der skal tages seriøst. Vi er pinedød nødt til at finde nye gode ideer til at organisere fremtidens arbejdspladser.”
Evnen til innovation og kreativitet er ikke noget, der dumper ned til folk som en inspiration fra oven, slår Jens Saarup fast.
”Kreativitet er en faglighed, der kan læres, og som man trinvist kan blive dygtigere til. Det er en evne, der kan styrkes, og som en dygtig leder kan få frem hos medarbejderne. Og heldigvis har vi et rigtig godt udgangspunkt i det offentlige, hvor mange medarbejdere er veluddannede og vant til at tænke selvstændigt. Og fremtiden tegner endnu lysere! Det er for eksempel meget opmuntrende at læse 34 borgmestres kronik i Politiken den 3. december. De skærer ud i pap, hvor vigtigt det er at give kreativitet en central placering i folkeskolen – både fordi børnene lærer bedre i kreative miljøer og fordi de unge i den grad får brug for kreative kompetencer i deres eget fremtidige arbejdsliv”.
Af journalist Trine Wiese, 3. februar 2010
Hvem har førertrøjen?
”Velfærdens innovatører”, som ugebrevet Mandag Morgen har taget initiativ til, sætter fokus på udfordringer og løsninger i den offentlige sektor – med udgangspunkt i de ledere, der dagligt leverer velfærd til danskerne.
Den gode nyhed er ifølge Mandag Morgen, at der findes masser af eksempler på gode, innovative løsninger i kommuner, i regioner og i staten. Men der er stort behov for at skabe opmærksomhed og fokus på succeserne. Her tilbyder ”Velfærdens innovatører” sig som en platform.
5 udfordringer
5 udfordringer er udpeget som de mest presserende inden for innovation og velfærdsledelse. Det drejer sig om:
- Attraktive arbejdspladser. Den offentlige sektor skal lokke og fastholde medarbejdere.
- Forebyggelse: Der mangler fortsat redskaber til at forebygge inden for sundhedsområdet og dermed nedbringe antallet af fx kronisk syge og tvangsfjernede børn.
- Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft: Arbejdsløsheden er vokset, men forude venter alligevel en voldsom rekrutteringsopgave. Det handler om fx integration af danskere uden for arbejdsmarkedet, omskoling af udenlandsk arbejdskraft samt behov for arbejdsbesparende teknologi.
- Samarbejde på tværs: Det skal være slut med at tænke siloer. Der skal samarbejdes på tværs af fx skole-, social- og sundhedsområdet. Og på tværs af regioner og kommuner.
- Ud af boksen: Der er behov for at bryde med ”sådan plejer vi at gøre-mentaliteten.”
De bedste eksempler på innovative velfærdsløsninger vil blive præsenteret, diskuteret og perspektiveret. Det sker ved ”Velfærdens innovationsdag 2010” den 27. januar og i ”Velfærdens innovationskatalog 2010”, som udgives i løbet af 2010.
Tjek din innovationskultur
Har I en sund innovationskultur på jeres arbejdsplads? Brug denne tjekliste:
- Vore medarbejdere har en klar idé om, hvordan innovation kan hjælpe os med at nå vore mål
- Vi har en stærk dedikation til at udvikle vores medarbejdere
- Vores innovationsstrategi er klart formuleret og kommunikeret, så alle ved, hvor vi gerne vil blive bedre
- Vores udviklingsprojekter er normalt færdige inden for de afsatte tids- og ressourcerammer
- Medarbejderne er gode til at arbejde på tværs af organisationen
- Vi har en god fælles forståelse af, hvad der er organisationens kernekompetence
- Medarbejderne er alle involveret i at komme med gode forslag og ideer
- Vi lærer af vores fejl
- Vores belønningssystemer understøtter innovation
- Vi er gode til at arbejde i team
Kilde: Christian Bason, forfatter til bogen ”Velfærdsinnovation”
