Projekt skal genoplive folkeskolens kreative fag

15/03/2010

Projekt skal genoplive folkeskolens kreative fag

Skolen for Materiel Design under UCC går forrest i et forsøg på at modernisere de kreative fag i folkeskolen og få dem højere på dagsordenen. Et forsøgsprojekt i samarbejde med to folkeskoler og blandt andet DPU er ved at blive løbet i gang.

Sløjd og håndarbejde har trange kår i folkeskolen og på læreruddannelserne, hvor fagene går under fællesbetegnelsen Materiel Design. Området er stort set forsvundet fra læreruddannelsen og efteruddannelsen af lærere. Drastisk få lærerstuderende søger faget.

Nu gør Skolen for Materiel Design under Professionshøjskolen UCC et helhjertet forsøg på at vende udviklingen. I 2009 besluttede Undervisningsministeriet (UVM), at der skal ske en opstramning af de kreative og musiske fag, og man overvejede muligheden for at sammenlægge sløjd og håndarbejde til det noget mere tidstypisk klingende fag "håndværk og design."

Skolen for Materiel Design tager UVM på ordet med et projekt, hvor man har allieret sig med to-tre skoler i Københavnsområdet og fra efteråret indfører det nye fag på forsøgsbasis. Forsøget bliver underkastet observation og forskning af både de respektive skolers lærere og forskere fra Skolen for Materiel Design.

En designproces

De fleste husker folkeskolens sløjdtimer som et tidsrum, hvor man enten fik et pusterum fra matematik eller blev sat til at fremstille et produkt, som læreren dikterede.

Stig Pedersen, projektansvarlig og lektor på Skolen for Materiel Design, fortæller, at det nye fag skal have en markant anderledes drejning og vægtning i forhold til den traditionelle undervisning i sløjd og håndarbejde.
"I dag får eleverne at vide, at de skal lave en gave til deres mormor. Eller at de skal lave et fuglebræt. Både sløjd og håndarbejde har været og er reproducerende fag. Vi vil godt have, at faget skal have indarbejdet en designproces," siger Stig Pedersen og uddyber:
"Der skal ikke tages udgangspunkt i et bestemt materiale – altså nu skal eleverne i 4. klasse lave noget i ler, træ eller stof. Fokus skal være, hvordan eleverne blive gode til at designe, og eleverne skal kunne formulere deres ide. Det skal være en del af faget. Refleksionen skal opgraderes, og de skal kunne sætte deres værk ind i et samfundsmæssigt perspektiv som en del af eksempelvis hip-hop kulturen," forklarer lektoren.

Samarbejde med DPU

Undervisningsministeriets beslutning i 2009 om at stramme op på de kreative fag blev ikke umiddelbart fulgt af nogen midler, men UCC har givet 350.000 kroner til udvikling af projektet, der afvikles som et aktionsforskningsprojekt over de næste to år. Forsøgsprojektet foregår i et samarbejde med blandt andet DPU, Designskolen i Kolding samt Nordisk Forum för Forskning och Utvecklingsarbete inom utbilding i Slöjd.

UVM's beslutning om en modernisering af de kreative fag i folkeskolen kom ikke mindst på grundlag af en anbefaling fra Kunstrådet, der i 2006 fik en gruppe australske forskere til at undersøge, hvordan det stod til på området. Konklusionen var, at det stod skidt til.

Læs flere nyheder