• Print
  • Læs højt
  • Del
Forside     Om UCC     Aktuelt     Nyheder     Science-projekt gør indtryk på regeringen

Science-projekt gør indtryk på regeringen

28/08/12

Science-projekt gør indtryk på regeringen

Et projekt i Hillerøds dagtilbud har sat fokus på børns læring inden for science. Det har inspireret børne- og undervisningsminister Christine Antorini til at foreslå, at andre kommuner går samme vej.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini besøgte i foråret Hillerød Kommune, hvor forskerne Thorleif Frøkjær fra UCC og Stig Broström fra DPU præsenterede hende for et science-didaktik-projekt, som de havde gennemført i kommunens dagtilbud. Efterfølgende har hun bragt ideen bag med sig rundt i landet.

Stor betydning for børns læring

Aktionslæringsprojektet i Hillerød gik ud på, at pædagoger og børn i vuggestuer og børnehaver sammen har udforsket fænomener og lovmæssigheder i naturen. Pædagogerne udforskede den didaktiske indsats og dens resultater. Projektet overbeviste pædagogerne om, at deres aktive bidrag har stor betydning for børnenes læring.

"Der er åbenlyse fordele i at lave science-projekter med mindre børn. Børn er som små forskere. De er nysgerrige, undersøgende og eksperimenterende. De vil finde mening i deres tilværelse. Et barn, der arbejder med science, skaber sig en særlig mening i leg med andre børn og voksne", siger Thorleif Frøkjær.

Pointerne fra projektet er blevet taget med tilbage til Christiansborg og skal bruges til at lave politik for alle landets børn. Det indgår i regeringens vision om at skabe en helhedsplan for læring fra institution og over i skole og SFO.

Forny gejsten

Ifølge forskerne kan aktionslæringsprojekter desuden være med til at forny gejsten hos pædagogerne. De ser det som en modgift til den tilsanding af den pædagogiske energi, der ellers er risiko for i en presset hverdag. Det skaber en større motivation, når de oplever, at de tilføjer pædagogisk kreativitet til hverdagslivet.

Læs flere nyheder