Forside     Om UCC     Aktuelt     Nyheder     Aktionslæring sætter turbo på lederudvikling

Aktionslæring sætter turbo på lederudvikling

09/02/12

Aktionslæring sætter turbo på lederudvikling

Få krop på ledelsesteorierne ved hjælp af aktionslæring. En gruppe daginstitutionsledere har observeret hinanden i praksis og viser dermed vejen for effektiv lederudvikling.

Danske pædagoger har for længst taget aktionslæring til sig som en effektiv vej til at udvikle for eksempel undervisningen i en skoleklasse eller pædagogikken i en daginstitution. Nu viser en gruppe daginstitutionsledere vejen for, hvordan aktionslæring også kan benyttes, når det gælder udvikling af ledelse.

Aktionslæring handler om ledelse i praksis – og ikke mindst om at bygge bro mellem teori og praksis. Metoden hjælper dig til at reflektere over og eksperimentere med din daglige ledelsespraksis, og dermed hjælper den dig til, at den viden om ledelse, du har slidt dig til på skolebænken, ikke ender i et støvet ringbind.

Daginstitutionslederne har deltaget i pilotprojektet ”Aktionslæring i ledernetværk”. UCC’s udviklingskonsulent Janne Olsson har været tovholder på pilotprojektet sammen med kollegaen Stine Rahr Thorsen.

”Vi er ikke et sekund i tvivl om, at den enkelte leder styrker sin ledelse ved at eksperimentere med udvalgte ledelsessituationer og reflektere over dem i et stærkt ledernetværk,” siger Janne Olsson. Dermed viser UCC et muligt svar på en eskalerende udfordring, som ledelseseksperter længe har peget på: Mens flere og flere ledere tager en lederuddannelse på diplomniveau, kniber det fortsat med at afsætte resurser til at hjælpe lederne til at bruge den megen nye viden om ledelse i de daglige ledelsessituationer.

Klogere på min ledelse

Jeg er blevet klogere på mit lederskab, lyder det kort og godt fra Thomas Møller Jensen, leder af Kirkeberg Fritidshjem i Vanløse, efter han har deltaget i ”Aktionslæring i ledernetværk”.

”Det er uvurderligt at få refleksioner på sin daglige ledelse af andre ledere og af konsulenter. Deres spørgsmål og vurderinger har hjulpet mig til at få et meget præcist øjebliksbillede af, hvordan jeg arbejder som leder.”

Thomas Møller Jensen er både uddannet pædagog og har en diplomuddannelse i ledelse. Han er dermed dobbeltuddannet, akkurat ligesom projektets andre deltagere og akkurat ligesom flertallet af de op mod 12.000 kommunale institutions- og mellemledere, der forventes at have gennemført en lederuddannelse på diplomniveau inden 2015. Thomas Møller Jensen mener, at aktionslæring er et værdifuldt supplement til en diplomuddannelse i ledelse.

”Du skal selvfølgelig have et teoretisk udgangspunkt og have dine begreber på plads. Men ledelsesudvikling er en kontinuerlig proces, der gerne skulle fortsætte i den praktiske institutionshverdag. Og aktionslæring giver en fantastisk god vekselvirkning mellem teori og praksis.”

Tæt ledernetværk

Via projektet bliver lederne konstant udfordret til at sætte ord på og formidle ledelsesstrategien: Hvordan får du medarbejderne til at forstå og medleve dine gode tanker om, hvordan jeres institution skal udvikle sig? Hvordan får du på bedste vis fortalt personalet, hvilke mål I har, og hvordan I kan nå dem? Hvordan får du medarbejdernes bedste ideer i spil?

Thomas Møller Jensen fortæller, at han har haft stor glæde af det ledernetværk, der blev skabt i forbindelse med pilotprojektet:

”Vi besøgte hinandens arbejdspladser, observerede hinanden og blev observeret. Vi kom meget tæt på hinandens ledelsesudfordringer og blev samtidig interviewet i bund og fik dermed rykket ved vores selvforståelse. Det gav mig rigtig meget stof til eftertanke.”

Hjælp til overblik

Da pilotprojektet begyndte, havde Thomas Møller Jensen netop mistet en souschef, og ved hjælp af sparring fra ledernetværket og konsulenterne i projektet fik han etableret en helt ny ledelsesstruktur, hvor en række medarbejdere nu har fået ansvar for konkrete områder:

”Jeg blev udfordret til at reflektere over og dermed hjulpet til at arbejde med, hvordan jeg kunne uddelegere nogle af mine mange ansvarsområder.”

Institutionslederen fra Kirkeberg Fritidshjem vil rigtig gerne deltage i et eventuelt nyt projekt, hvor omdrejningspunktet er aktionslæring.

”Metoden er meget givende. Sætter du lys på et område, så blomstrer det. Sådan er det også med ledelse. Jeg vil rigtig gerne være med igen,” lyder det fra Thomas Møller Jensen. Janne Olsson tilføjer, at de fleste pædagogiske ledere har vanskeligt ved at finde tid og plads til ledelsesudvikling i en travl hverdag:

”De oplever et bombardement af opgaver - en stadigt mere fortravlet opgavetrængsel - og her har vores lille pilotprojekt helt sikkert givet de deltagende ledere et tiltrængt rum til refleksion over, hvad de gør, når de bedriver ledelse.”

Læs flere nyheder